I går startede vi i Fields, så en time Nickelodeon før vi tog på McDonalds (er stadig meget ked af, at vi ikke kunne blive enige om saml-selv-burgere på Jensens, men barnet havde “billetter” til McD). Pragtmiddagen (man kan faktisk få Caesar salad der!) blev efterfulgt af en tur gennem Kbhs gader i rickshaw, til nærmeste Blockbuster, hvor aftenens underholdning blev sikret i form af Disco Ormene (fab soundtrack!) og Jungledyret Hugo 3, som netop nu indtages sammen med morgenmaden.

Hvis vi når det, skal vi nok lige hen og se, hvor hende dronningen bor og havfruen (det sidste mest fordi der blev sagt “jaa, altså kun den af dem, hvor Ariel er med i”, da jeg spurgte om hun havde set den lille havfrue…)

Og når vi så kører med toget hjem, står den vist på surprisefødselsdag med pigerne fra klassen.

Sikke en weekend

Jeg er overhovedet ikke i tvivl – no worries; jeg er IKKE gravid. Men nogen spiller mig et puds….

Og nej, det hjælper overhovedet ikke, at han siger, at han er sikker på at jeg vil være en fantastisk mor – til den tid.

Øv for helvede!

Jeg savner dem ikke i hverdagen, men for pokker, hvor er det bare dejligt at være sammen med dem, og hvor er der meget vi skal snakke om/jeg skal spørge om/jeg skal fortælle når vi ses. Og det ér bare anderledes end snakkene vi har i telefonen.

I følge Krak bor jeg præcist 117 km fra mine forældre. De bor i en lille by, hvor jeg ikke har andet at komme hjem til end dem, og mine bedsteforældre (men det er heller ikke dårligt!) Kærestens forældre bor 140 km fra os, “deres” by er større, med 40.000 indbyggere, men stadig ved vi, at det formentligt aldrig bliver et sted, vi kommer til at bo. Det er noget jeg tænker en del på, nu og da. I forbindelse med de børn vi regner med at få på et senere tidspunkt.

Fra jeg var nogle måneder gammel blev jeg passet af min morfar. Min morfar og mormor bor (stadig) under en kilometer fra mine forældre, og fra jeg var 4-5 år gammel måtte jeg selv gå ned til dem, hvis jeg ringede hjem, når jeg var kommet sikkert frem. Jeg har igennem hele min barndom haft et nært og naturligt forhold til dem, og de var en del af hverdagen, og ikke nogen, der kun blev besøgt ved særlige lejligheder.

Dét forhold vil jeg også gerne, at vores børn får til deres bedsteforældre. Naturligvis er der også det praktiske i det, vi véd at vi ikke kommer til at bo tæt på vores forældre, og så har vi ikke den nemme pasningsmulighed som mange (mis?)bruger. Jeg vil bare gerne have, at mine forældre (og kærestens!) forældre får et nært forhold til vores børn – og omvendt. Og at de kommer til at kende hinanden.

Det blev vist noget rod, og det er heller ikke et spørgsmål, der er aktuelt lige nu, slet ikke. Men den der tanke om, at vi måske aldrig kommer til at bo tættere på hinanden er bare underlig.