Søvn?
..Nej nej, det har jeg ikke brug for!
Eksamen om halvandet døgn, og jeg er ved at køre godt død… Når jeg regner efter, har jeg faktisk kørt på reserverne siden slutningen af oktober. Og det er aalt for længe. Også for mig. Tror nok, at hvis jeg satte mig ned og tænkte over det, ville det hele gå i stykker og jeg ville ikke komme videre den næste måned!
I nat var jeg (også) træt. Men jeg kunne (heller ikke da…) rigtigt falde i søvn. Jeg spekulerer, alting kører rundt i hovedet, opgaver, ting jeg ikke når/glemmer, tekster og ord. Og det eneste jeg prøver på, er at tænke på noget roligt og dejligt – min blå strand, og at koncentrere mig om de dybe vejrtrækninger… Da jeg vågnede igen føltes det som om, jeg slet ikke havde sovet. Jeg var så uendeligt træt, som efter kun to timer, hvor man næsten ikke kan slæbe sig ud af sengen.
Foran computeren og bøgerne er jeg gået helt i stå, arbejder sååå langsomt, lidt som en computer med for få ram. Kæresten siger, at det fordi min hjerne er fuld. Det står sløvt til..
Jeg ved godt, hvad der ville være godt for mig, men det kan desværre først blive om en måned. Sindssygt egentligt. Og virkeligt dårligt, at man som studerende ikke bare kan sygmelde sig i en måned. Eller jo, det kan man jo godt, men så ved vi jo godt hvad der sker, ikke? Det ville bare blive endnu værre, for så ville man pludseligt værre endnu mere bagefter…
Har indenfor den næste måned tre eksamener og en 20-siders opgave. Men SÅ skal jeg også slappe af. Bare en dag eller noget. Derefter er der et speciale, der gerne vil tages lidt af. Og når jeg så er kommet i gang med det, har kæresten overtalt mig (sådan lyder historien!) til en smuttur til London. Se dét bliver godt, men jeg behøver kun en fridag at se frem til, så det er ekstra skønt!
Hmm, min bror, som ellers var min night time-allierede på msn er gået i seng. Jeg skal til at tage mig sammen nu. Der ligger en lun kæreste inde i sengen, er sikker på at han savner mig lige så meget som jeg savner ham. Han er ærligt talt uvurderlig i disse dage, men han gør bare gengæld. Ligesom jeg gør, når det igen bliver hans tur. Åh, at være to. Dét kan da om noget, holde en oppe.
…Og det var så den overspringshandling!