Archive

Archive for the ‘Arbejde’ Category

I love NY

June 16th, 2006
Comments Off

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg godt kan lide at købe nyt – og det forestående sommerjob er bare en god undskyldning. Jeg skal nemlig have praktisk tøj! Det er nu ikke sådan, at min nuværende garderobe er decideret Upraktisk, men nederdele og små toppe, er nok bare ikke det smarte at rende rundt i dér. Så jeg skal ud og have fat i knickers (lyder det ikke som en meget god idé?) og t-shirts, der er lange nok til at jeg ikke flasher hele ryggen når jeg bukker mig. Jeg tænker Bilka, tror jeg nok…

Omvendt havde vi jo besøg af min søster igår. Hun skal pr. 1. juli begynde som elev indenfor damemode – og hun skal også ud at fornye garderoben, bare med omvendt fortegn. Det sidste år har hun nemlig passet et par livlige knægte, så hun er vant til hullede jeans, det får man nemlig af at lege med sådan et par størrelser. Nu skal hun pludseligt være nydelig hver dag, men vi kalder det en investering.

Ja – vi HAR overvejet bare at bytte, og hun skal vist også låne lidt fra min nydelige sommergarderobe. Perfekt, at vi bruger samme størrelse…

Pigen Arbejde, Familie, Shopping

Det flasker sig

June 15th, 2006

…Ja, det gør!

Min mundtlige eksamen igår gik over al forventning. Først var jeg uheldig, og trak to spørgsmål, som jeg havde forberedt et minumum til – og jeg havde ret svært ved at huske noget udover det, så eksaminator og censor måtte HIVE det hele ud af mig. Så da jeg kom ud, syntes jeg mildest talt, at det var gået elendigt, men med et 5-tal ville jeg alligevel være bestået samlet, og så var det overstået… MEN en 9′er blev det til! Og jeg var SÅ meget tudefjæs – ret skægt.

Men for pokker, det var dejligt, og så har det vel gjort en forskel, at jeg faktisk har været der til 99% af forelæsningerne. Skønt skønt skønt!

Derudover har jeg lige fået endnu en mail fra min fremtidige ferie-arbejdsgiver. Først var jeg blevet lovet jobbet, men så skete der en masse, og i en måned har jeg faktisk ikke vidst, om jeg var købt eller solgt.. Men købt er jeg i hvert fald nu – 122 timer i juli, inkl. 3 dage i denne måned. Hvor er det bare dejligt – og jeg glæder mig faktisk rigtig meget til at begynde!

Jeg kunne nok ikke have valgt et fag, der ligger fjernere fra mit studie – jobbet er i hjemmeplejen, og jeg har ingen erfaring, whatsoever, men jeg tror at jeg bliver glad for det, selvom det unægteligt til tider, vil blive hårdt.

Det bliver også godt med lidt finanser, og så kan man tage på ferie med god samvittighed!

Jeg flyver næsten….

Pigen Arbejde, Studie