Archive

Archive for September, 2006

Have a nice luu-unch!

September 13th, 2006
Comments Off

(Kan I ikke huske den dér reklame..?:))

Om ikke så længe kommer ham min søde hjem og spiser frokost. Vi bor 5 minutter fra uni (skønt, når man kan lide at sove længe om morgenen) og de seneste dage har han gjort det til en vane – meget hyggeligt for mig, der sidder hjemme og læser finansiering :)

Ofte når vi slet ikke at snakke om morgenen, jeg vågner nemlig for det meste først når han skal til at gå. Jeg har brug for mere søvn end ham – og på den måde kan vi gå i seng på ca. samme tid om aftenen. Så jeg glæder mig til at se ham. Lige om lidt :D

Pigen Kærester

For 5 år siden

September 11th, 2006

Også herfra skal I da høre, hvor jeg var idag for 5 år siden, da jeg hørte om angrebene på WTC.

Jeg gik på 3. år på HH, og var på studietur med min klasse til Washington. Vi var ankommet om lørdagen, dvs. et par dage før tirsdag d. 11/9. Netop denne morgen var vi på hertil, hvor vi skulle tilbringe det meste af dagen med rundvisninger og lignende. Vi tog subway’en til den nærmeste station, hvor vi blev hentet af en shuttlebus med en af universitetets lærere. Det var hende, der forklarede os et fly havde ramt det ene af tvillingetårnene. På det tidspunkt, var folks reaktion stadig, at det da var uheldigt – ikke rigtigt mere end det. Og der var så godt som ingen, der overvejede, at der kunne være tale om terror – man gik ud fra, at der var tale om et privat cesna fly, der ved et uheld havde ramt tårnet. Men da vi ankom, var de mange af de studerende samlet omkring tv-skærme, og så ramte det næste fly jo, hvorefter Pentagon var næst (har jeg ikke ret i rækkefølgen..?)

Alvoren gik i hvert fald ikke op for mig, før vi fik sat en telefonkæde igang, til vores forældre derhjemme – vi var okay. Men de sad jo derhjemme og kunne følge nyhederne – og dermed give os et overblik. Jeg tror nok, at det var ordet “undtagelsestilstand”, der fik mig til at indse omfanget af det, der var sket – og så var det bare ikke skidesjovt at være i Washington mere. Jeg mindes ikke rigtigt at være bange, men en vis bekymring var der da. De fleste af vores planer for dagen blev ikke rigtigt til noget. Vi fik vist en mini forelæsning alligevel – og så fik vi lov til at låne telefoner og computere, så vi kunne får skrevet hjem. Tilbage på hotellet lå vi og så CNN resten af dagen…
Den følgende lørdag rejste vi til NY (med tog..) og det var en meget underlig tanke, at en af vores topattraktioner ikke længere var der. Mange af de øvrige steder vi skulle have besøgt fx Empire State Building, FBI, Federal Reserve Bank, Statue of Liberty var af sikkerhedsmæssige grunde lukket, og i det hele taget blev det en tur meget anderledes end vi havde drømt om. Overalt i byen havde byens indbyggere hængt opslag, hvor de efterlyste deres familiemedlemmer og venner.
Hele området omkring det, der nu hedder Ground Zero var naturligvis afspærret, men vi kom så tæt på som vi nu kunne. Selv så mange dage senere var luften støvet af papir.

Som sagt blev det en anderledes tur, men det var stadig en utrolig oplevelse. Når vi kom rundt var folk søde og spurgte hvor vi kom fra. Og så beklagede de overfor os, det der var sket – og at det spolerede vores tur :)

Jeg kan huske den dag, de ophævede flyveforbuddet igen, en australsk pige stod på gangen på vores hostel, og snakkede med “dem derhjemme”, og råbte nærmest af glæde, at nu kunne hun komme hjem.

Lidt rodet post, men jeg husker det meste ret tydeligt. De første par år var det et emne, som folk (jeg ikke kendte) fandt meget spændende, og derfor gerne ville spørge en masse til. Men længe havde jeg ikke rigtigt lyst til at fortælle om det, det var som om folk havde nogle helt præcise forventninger om, hvordan det måtte have været. Og jeg havde hverken lyst til at under- eller overdrive.

Pigen Mig, Rejser

Summer is back

September 11th, 2006
Comments Off

Her er skønt vejr. Har lige fået købt ind til ugen – mandag er indkøbsdag. Nu er dyner, rulle- og topmadras hængt ud til luftning, og sengen får nok lige en tur med støvsugeren. Derefter kan jeg vist ikke længere udskyde det uundgåelige :) Jep, jeg skal have læst en masse.

Uhm, jeg kunne godt lige bruge en sidste uge med 24+ grader. For det kan da ikke være efterår endnu?

Pigen Ikke kategoriseret

Need…. Food…

September 10th, 2006
Comments Off

Vi holdt fest igår (det vender jeg tilbage til) og af en eller anden mærkelig årsag glemte vi, at det var søndag idag, så vi har nærmest intet spiseligt i køleskabet. Vi sov først 05.30, og er trætte og sultne, men har det i øvrigt overraskende godt.

Vi har et pizzaria i nærheden, men det er intet at råbe hurra for, så nu sidder jeg og overvejer justeat. Jeg kan vælge imellem Gugvejens Pizzaria, Grillbar & Smørrebrød eller PizzaTime på Fridtjof Nansensvej, og jeg kender ingen af dem, så det skal nok blive spændende. Kæresten “skal bare have nogle BURGERE” og jeg har som altid meget svært ved at vælge. Mon bare man skulle stå op? :)

Pigen Weekend

Er jeg den eneste….

September 7th, 2006

Som får vildt meget kommentar-spam? Og det er hele tiden på den samme gamle post. What to do? Og er der mon overhovedet noget jeg kan gøre..?

Pigen Blogging

Uhm

September 6th, 2006
Comments Off

Suppen blev til kalv i peberrrod, dertil flutes. Absolut ikke dårlig på sådan en grå septemberdag :D Derudover bliver der lidt fond til fryseren.

Hæ, jeg føler mig meget nyttig.

Pigen Mad & Drikke

Kender du denne…?

September 6th, 2006

(lånt her)

Frugten kaldes Dragonfruit eller rød pitahaya. Sidste sommer rejste vi rundt i det land min far kommer fra (og som jeg ikke pt. vil nævne navnet på, fordi jeg gerne vil være lidt hemmelig..) og da fik vi dem overalt. Faktisk kan jeg ikke så godt lide smagen af den, den siger mig ikke noget særligt, men prøv lige at se på den! Det må da være en af de flotteste frugter ever. Jeg er vild med farven :)

I sidste måned var en af min fars venner så på besøg i det her hemmelige eksotiske land. Her besøgte han min farmor, som er en fantastisk kvinde. Én historie som min far har fortalt kan jeg tit tænke på, og jeg kan slet ikke sætte mig ind i, hvordan det må have været: Min farmor er nødt til at flygte op i bjergene med min far og hans to søstre. Fordi de øvrige i landsbyen er bange for at børnenes gråd vil røbe dem, vil ingen hjælpe min fars familie, og min farmor må på egen hånd sørge for sine tre små børn. Vente på dem, og berolige dem. Og min far, der er det midterste barn er bange for tigre. Særligt det med tigrene gør meget indtryk på mig, helt hvorfor ved jeg ikke. Men det giver mig et lille bitte indblik i, hvordan min fars barndom har været, og i en frygt (ikke kun for tigre!) som små børn bare ikke burde være nødt til at deale med.

Vores ven bragte fem af de farvestrålende frugter med hjem til os, fra min farmor. Hun er i dag omkring 64 år gammel, og lever i bedste velgående. Hun er en stærk, stærk kvinde som jeg føler en stor beundring for, og som jeg ville ønske havde haft en større rolle i mit liv. Hun føler, at hun er for gammel til at rejse til Danmark for at besøge os, men vi ville elske at have hende her. Rejsen derned for os er dyr og ikke så ligetil, men jeg håber at se hende -og min øvrige familie- igen snart.

Pigen Familie, Mad & Drikke

Soooup

September 6th, 2006

Jeg skal lave suppe idag, og glæder mig meget til det endelige resultat om nogle timer :) Vi har en ret lille køleskabsfryser, og ganske længe har jeg optaget den inderste plads med kalvebryst og ben. FORDI jeg ingen suppegryde havde! Men sådan en har min mor skaffet mig nu, så nu skal der trylles :) Gryden er sådan en fiks én, som også er genial fordi den kan bruges som pastagryde pga. den indbyggede si.

Det snedige er, at jeg kan læse imens, ferien er jo desværre slut….

Pigen Mad & Drikke

Min søster

September 1st, 2006

Min lillesøster fylder 20 år i denne måned. Og i morgen skal hun flytte sammen med sin kæreste, som hun har været sammen med i mere end 2½ år. Vi kan rigtig godt lide ham, og håber at komme til at se mere til ham, når han nu endeligt også rykker nordpå. Dog flytter han ikke helt med det samme. Selvom de i morgen overtager deres nye (splinternye, faktisk) lejlighed, skal han stadig arbejde “derhjemme” nogle måneder endnu, inden han kommer rigtigt herop.

Jeg blev næsten helt overrasket, da jeg så min søsters fødselsdagsindbydelser. Jeg synes slet ikke, at hun er 20! ;) Hun er min “lille pige” endnu, og efterhånden tror jeg, at i mit hovede vil hun blive ved med at være det.
Da jeg fyldte 20 år flyttede jeg til Aalborg et par dage senere, og en måned efter begyndte jeg på uni. Hun har allerede boet her et år, og er juli begyndt som elev. I virkeligheden er det længe siden, at hun var en lille pige, for hun er vokset op til at være en ung kvinde, som jeg i øvrigt beundrer og er meget stolt af. For bare at nævne et par eksempler er hun en fantastisk danser, dygtig maler/tegner og så er hun også bare et dejligt menneske. Det sjove er, at af sind ligner vi hinanden meget mere end nogen af os vil være ved :)

Hun er stadig mere min søster end min veninde, og der er givetvis mange ting vi ikke ved om hinanden. Men den fælles baggrund er uvurderlig, og med alderen (og efter hun er flyttet herop) er vi kommet hinanden meget nærmere. Vi ved, at vi kan snakke om alt, hvis det er nødvendigt, og jeg ved at jeg vil forsvare hende med næb og skarpe kløer, hvis det skulle komme til det.

Hvis hun er ked af det, gør det ondt helt inde i mig – og græder hun, gør jeg det næsten også selv. Jeg kan næsten ikke bære at se hende ulykkelig, men samtidig er jeg glad for, at jeg i det mindste er lidt ældre end hende og ved, at det ikke bare er tomme ord, når jeg siger, at det hele nok skal gå :)

I morgen flytter de to så ind i deres skønne lejlighed. Det er på tide, og jeg er sikker på, at de bliver rigtig glade for det. Hun spurgte mig, lidt skeptisk, igår, om det altid er sjovt at “bo sammen”. “Gu’ er det ej,” svarede den skøre søster så, men de gode sider mere end opvejer de mindre gode, og sådan skal det selvfølgeligt være.

Efter et år som weekend-kærester (hvilket er så flot klaret) skal de nu bo sammen, og mon ikke han i virkeligheden har savnet hende ligeså meget som omvendt? :)

Pigen Familie